Spring til indhold
Hjem » Unge og virksomheder ses i fritiden

Unge og virksomheder ses i fritiden

I Tønder Kommune sørger stærke samarbejder omkring unge for, at de lærer deres hjemegn godt at kende. Et aktuelt tiltag, der giver de unge og deres forældre mere indsigt i det lokale arbejdsmarked, er fritidstilbuddet MakerKaravanen. Tilbuddet er sat i søen af Tønder Ungdomsskole og MIND FACTORY by ECCO med støtte fra Villum Fonden, som uddeler støtte til fritidsaktiviteter med fokus på science. I MakerKaravanen er det fokus koblet med, at der arbejdes med science på lokale virksomheder, så de unge samtidig får indsigt i job lokalt og uddannelsesmuligheder generelt.

MakerKaravanen består i aktiviteter som f.eks. robotprogrammering, 3D-print, laserskæring, brug af droner eller leg med algoritmer og sociale medier i samarbejde med lokale erhvervsdrivende. For eksempel har Toftlund Maskinfabrik og Miljøstyrelsen bidraget med forløb om laserskæring og droner. I mødet med folk på virksomhederne kan de unge opdage, hvor science findes i deres interesser og hvor science findes i uddannelse og lokale jobs, idet de erhvervsdrivende kan bringe egne uddannelser og karriereveje i spil over for de unge.

I MakerKaravanen møder også forældre de nye teknologier og lokale virksomheder, idet de inviteres ud på virksomhederne for få en rundvisning og se de unges produkter i slutningen af et forløb. Når tilbuddet inddrager forældrene, er det også for at styrke dem til at støtte den unge i at forfølge nye personlige mål generelt og i forbindelse med uddannelse og job i særdeleshed.