Logo

Aktuelt

Elever fra Toftlund fik innvovationspris

Fredag d. 26. april fik fire piger fra 9. klasse på Toftlund Distriktsskole sig noget af en overraskelse. Der kom nemlig uventet besøg af Jesper Monsrud fra Tønder Erhvervsråd og Anne-Sofie Dideriksen fra MIND FACTORY by ECCO, som overrakte dem innovationsprisen ÅRETS PÆRE. Den modtog de for et logo, de har udarbejdet til Toftlund Distriktsskole.

Det var i forbindelse med skolens årlige innovationsuge, at Jennifer Olesen, Louise Davidsen, Lærke Boysen og Camilla Thomsen kom på et nyt logo til skolen, som nu altså har givet pote i form af en pris. I innovationsugen skulle eleverne på 9. årgang har arbejde med gode ideer til at markedsføre folkeskolen, og pigerne udviklede et logo med teksten ”Toftlund Distriktsskole – Her står vi sammen”. Pigerne havde ud over logoet også skabt et færdigt koncept med forslag til T-shirts, hjemmeside, plakater med videre. Desuden havde de lavet en handleplan for, hvordan I skulle få fortalt om deres logo til de rigtige efter innovationsugen. Blandt andet fremlagde de deres idéer for både skolebestyrelse og Børn- og Skoleudvalget.

”I har virkelig sat sig jer ind i målgruppen for et skolelogo og tænkt idéen helt igennem til færdige produkter. Det er en præstation, vi gerne vil give et skulderklap”, sagde Jesper Monsrud i forbindelse med overrækkelsen af prisen.

Og det bliver ikke ved snakken. Logoet er i fuld gang med at blive til virkelighed som det nye logo for Toftlund Distriktsskole og er til rentegning hos en grafiker. ”Det gør vi, fordi logoet både for medarbejdere, elever og bestyrelse rummer noget som tidligere – også professionelle – bud har manglet, nemlig et budskab, alle kan være med i” udtaler viceinspektør Helle Jeppesen.

ÅRETS PÆRE har til formål at fremme unges innovationslyst og gives for en god idé udviklet i forbindelse med undervisning på folkeskoler, erhvervsuddannelser eller gymnasiale uddannelser i Tønder Kommune. Skoleeleverne fra Toftlund fik ved overrækkelsen et diplom og en erkendtlighed i form af et gavekort, der kan omsættes til f.eks. en biograftur. Desuden var der flødeboller til resten af 9. årgang på skolen, som overværede prisuddelingen.

 

Fakta om ÅRETS PÆRE:

ÅRETS PÆRE er en innovationspris og indstiftet af parterne bag MIND FACTORY by ECCO, som er EUC Syd, Tønder Gymnasium, Tønder Handelsskole og Handelsgymnasium, VUD Syd og Tønder Kommune. Den kan gå til elever fra folkeskolen, erhvervsuddannelser og gymnasiale uddannelser i Tønder. ÅRETS PÆRE blev uddelt for første gang i 2017.

 

 

Stor årlig innovationsmesse skudt i gang i Tønder

Efteråret har stået i bæredygtighedens tegn på hele EUC SYD, Tønder10 og designlinjen på Tønder Overbygningsskole. Torsdag den 6. december kulminerede et flere uger langt projektforløb, da alle eleverne udstillede bæredygtige produkter på en stor innovationsmesse på EUC Syd og også fik lejlighed til at vise dem frem for borgmester Henrik Frandsen.

Godt 260 elever har i dette efterår udarbejdet idéer til bæredygtige produkter som led i et stort fælles projekt mellem de tre skoler og MIND FACTORY by ECCO kaldet SigNaTurSammen. Der er tale om ting, der kommer dem selv, deres lokalsamfund eller måske ligefrem hele verden til gode.

I dagene op til messen arbejdede alle elever intensivt på hele Campus Tønder med at producere deres produkter endeligt. De arbejdede i zoner på Campus alt efter, hvad de lavede – de kunne smede, tømre og lave mad på EUC Syd, sy på Tønder10 og designe og 3D-printe i MIND FACTORY by ECCO.

Torsdag d. 6. december åbnede borgmester Henrik Frandsen den flot besøgte messe. Han udtrykte i sin åbningstale tillid til, at Tønder Kommunes unge er skarpe til at tænke bæredygtigt: ”Hvordan passer vi på hinanden, uden at mulighederne passerer? Og hvordan får vi mest ud af det vi har, uden at ødelægge det, vi havde? Det ved I. Det er jer, der har svarene. Og det er os, der lytter og lader os inspirere.” Borgmesteren lod sig selv inspirere ved at besøge alle elevernes stande og høre om alt fra madspild, genanvendte cykler, fremtidens bæredygtige skole og bæredygtig konfirmation.

Skolerne planlægger efter en succesfuld afsluttende projektuge og messe at gøre projektet SigNaTurSammen til en årlig tilbagevendende del af undervisningen.

Se en video fra projektet her.

Fakta om SigNaTurSammen: 
SigNaTurSammen er navnet på et fælles undervisningsprojekt mellem EUC SYD, Tønder10, Tønder Overbygningsskole og MIND FACTORY by ECCO med fokus på bæredygtighed. Formålet med projektet er, at eleverne lærer at udvikle en idé til et bæredygtigt produkt eller koncept, der skaber værdi for dem selv og andre. Meningen er også, at eleverne sammen med andre unge får en motiverende oplevelse af at arbejde for mere bæredygtighed på tværs af skoler i Tønder. Sammen sætter eleverne deres aftryk for mere bæredygtighed til gavn for vores natur – heraf navnet SigNaTurSammen.

 

Engineering Day om Virtual Reality

Hvordan kan man bruge virtual reality-teknologi til at løse praktiske problemer med? Det er et spørgsmål, som en flok skoleelever fra Toftlund Distriktsskole grublede over i dag på årets Engineering Day d. 8 november her i MIND FACTORY by ECCO – et event arrangeret i samarbejde med det landsdækkende projekt Engineer the future.

Engineering Day er dagen, hvor eleverne over hele landet skal være ingeniører for en dag og udvikle løsninger på konkrete problemer. De skal designe, bygge og konstruere og derigennem få fornemmelsen af, hvad naturfag kan bruges til i det virkelige liv.

Eleverne fra Toftlunds 8. årgang fik en udfordring at løse med virtual reality-teknologien, nemlig at producere en række film til Campus Tønder, som kan hjælpe vagtpersonale, håndværkere og andre med ærinde i bygningerne med at orientere sig efter lukketid.

Ud over på MIND FACTORY by ECCO foregår Engineering Day på følgende sciencecentre og ingeniøruddannelser: SDU, Enigma, Experimentarium, Teknisk Museum, Universe, Naturvidenskabernes Hus, VIA University College og Aarhus Universitet.

Nyt tiltag for unge iværksættere skudt i gang

BusinessYoung er navnet på et nyt initiativ, der skal løfte iværksætterkultur i Tønder Kommune med særligt fokus på morgendagens unge iværksættere. Tirsdag blev BusinessYoung skudt i gang ved en kick-off event for en gruppe gymnasieelever i MIND FACTORY by ECCO.

Det er Tønder Erhvervsråd og MIND FACTORY by ECCO, der har indgået et samarbejde om BusinessYoung. BusinessYoung består i forskellige aktiviteter og tiltag, der skal fremme og udvikle iværksætteri blandt kommunens unge. For eksempel at arrangere events, hvor kommunens unge møder unge iværksættere som ved launch-eventet for Business Young i MIND FACTORY by ECCO. Her blev elever fra Det Blå Gymnasium og Tønder Gymnasium inspireret af et par unge gymnasieelever og iværksættere fra Sønderborg, som har startet virksomheden EasyQue.

”Hvis man er ung og går med en lille iværksætter i maven, kan det nogle gange forekomme uoverskueligt at føre sin idé ud i livet. Derfor arbejder vi sammen med MIND FACTORY by ECCO om at støtte de unge med konkret vejledning, netværk og med at give dem modet til at tage springet fra idé til business. Det gør vi ved at være dér, hvor de unge er, nemlig på uddannelsesinstitutionerne”, udtaler iværksættervejleder Jesper Monsrud fra Tønder Erhvervsråd.

BusinessYoung samarbejder med kommunens uddannelsesinstitutioner om at være synlige over for de unge. BusinessYoung har blandt andet en ugentlig træffetid onsdage på Campus Tønder fra kl. 13-15. Her kan man få vejledning til at komme videre hos Jesper Monsrud og leder af MIND FACTORY by ECCO, Anne-Sofie Dideriksen.

Læs mere på businessyoung.dk

Girls’ Day in Science med fokus på IoT

Piger fra Tønder Overbygningsskole og Toftlund Distriktsskole blev i anledning af den landsdækkende kampagne Girls’ Day in Science gjort nysgerrige efter IT, naturvidenskab og teknologi. Det skete d. 12. september, da MIND FACTORY by ECCO afholdt den nationale kampagnedag Girls Day in Science.

Der ventede pigerne en udfordrende dag med cand. it i IT Product Design Pauline Fredskilde, som til daglig arbejder på SDU. Pigerne fik på dagen indblik i, hvad det vil sige at være it-produktdesigner og arbejde med it-produkter som f.eks. en alarm og forbinde dem i netværk – altså skabe det, også kalder Internet of Things.

”Der er et stort behov for at inspirere piger til en karriere med IT, teknologi og naturvidenskab, og derfor afholder vi Girls Day in Science.  Konceptet for kampagnen er, at de indbudte piger møder en kvindelig rollemodel på området, der viser dem, at en IT-faglig karrierevej er spændende og meget mindre nørdet, end pigerne forestiller sig”, siger leder af MIND FACTORY by ECCO, Anne-Sofie Dideriksen.

Girls’ Day in Science arrangeres i samarbejde med Tektanken, som i samarbejde med 38 virksomheder, science centre og uddannelsesinstitutioner over hele landet dørene op for mellem 1500 og 1800 piger fra grundskoler og gymnasier.

Til Girls’ Day in Science bliver pigerne inviteret indenfor for at arbejde med praktiske og virksomhedsrelaterede opgaver. Pigerne møder kvindelige medarbejdere og studerende, der fortæller om deres uddannelsesvalg og karrieremuligheder i en verden af IT, teknologi og naturvidenskab.

Nanna Seidelin, direktør i Naturvidenskabernes Hus, udtaler i forbindelse med kampagnedagen:

”Hvis vi skal inspirere flere piger til at vælge en fremtid med IT, teknologi og naturvidenskab, så er det vigtigt, at de møder kvindelige rollemodeller, som kan fortælle om deres valg af uddannelse og job. Vi er glade for, at så mange bakker op om Girls’ Day in Science og åbner dørene for pigerne”.

 

Forskningens Døgn om velfærdsteknologi

Der var fuldt hus, da godt 300 elever fra kommunens ungdomsuddannelser og folkeskoler i april deltog i Forskningens Døgn i husetog prøvede at løse en samfundsmæssig udfordring: Når sygehuspatienter trækker i nødsnoren, aner sygeplejerskerne ikke, om patienten har akut brug for hjælp, eller blot vil bede om et glas vand. Det kan gøres smartere og det gav eleverne mange bud på! Det skete i samarbejde med forskere og studerende fra Mads Clausen InstituteUC SYD og Erhvervsakademi Sydvest (EASV), som trak eleverne og nødsnoren gennem en innovationsproces i bedste forskerstil.

Elever i kommunens folkeskoler kunne desuden deltage i en ekstra session om brug af velfærdsteknologi i kommunen. Sundhedskonsulent Maibritt Søgaard Lorenzen introducerede til, hvad velfærdsteknologi er og viste eleverne, hvilken forskel ret simple apps kan gøre. Eleverne prøvede også selv apps af, som kan være hjælpsomme for unge og deres trivsel i hverdagen.

Engineering Day for første gang i Danmark!

Engineering Day for første gang i Danmark – og i Tønder lige her i huset! Elever fra 7. og 8. årgang på Tønder Distriktsskole arbejdede i denne uge med ingeniørmetoder for at lære at finde praktiske løsninger praktiske problemer. Hvordan undgår man f.eks. at blive fanget af tidevandet ude i Vadehavet, som det sker for mange hvert år?

Et armbånd eller en vest, som trådløst sender information om, at tidevandet i Vadehavet er på vej, var bare een af de mange idéer. Hårdt arbejde og stædig indsats fra alle!

Børnene legede med LittleBits og blev introduceret til Arduino LittleBits og programmering i Scratch for Arduino

Engineering Day er en del af Engineering i skolen, som er et samarbejde mellem Engineer the future, Naturvidenskabernes Hus, Astra og VIA University College, finansieret af Villum Fonden, Industriens Fond, Lundbeckfonden og A.P. Møller Fonden

Girls Day in Science i år med fokus på IT-design

Med den landsdækkende kampagne Girls Day in Science, der finder sted hvert år i august, skal flere piger gøres nysgerrige efter naturvidenskab og teknologi. Derfor inviterede MIND FACTORY by ECCO og en lang række andre virksomheder, science centre og tekniske gymnasier over hele landet derfor ca. 1.000 grundskole- og gymnasiepiger indenfor onsdag d. 30. august. På dagen mødte pigerne kvindelige medarbejdere og studerende, der har valgt en naturvidenskabelig karrierevej, og arbejder med spændende, naturvidenskabelige opgaver.

I MIND FACTORY mødte de deltagende piger fra Tønder10 og Toftlund Distrikssskole IT-studerende Pauline Fredskilde fra SDU, som fortalte, hvad det vil sige at være IT-produktdesigner.

Pigerne prøvede derefter, hvordan man udvikler et IT-produkt med udgangspunkt i et virkeligt problem, de skulle løse. I dette tilfælde var det at designe en intelligent lampeløsning til de steder i hjemmet eller situationer i hverdagen, hvor den normale belysning ikke er nok.

MIND FACTORY by ECCO afholder for anden gang Girls Day in Science. Se omtale og billeder her fra sidste års Girls Day in Science her.

Klik på det første billede for at få galleri i stort format

Innovationsprisen ÅRETS PÆRE uddelt

Fredag d. 16. juni 2017 overrakte borgmester Henrik Frandsen en ny innovationspris til skoleelever i Tønder kaldet ÅRETS PÆRE. Det var Julie Abrahamsen, Astrid Lund Paulsen, Anne-Mette Hansen Bjerregaard og Linn Christensen fra Tønder Gymnasium, der løb med prisen for deres idé til refleksveste i smart design til børn og voksne. Gruppen havde fået idéen i deres innovationsundervisning ud fra et ønske om at gøre det cool at bære en refleksveste, så det er smart at være sikker i trafikken.

Dommerpanelet bag ÅRETS PÆRE havde i deres bedømmelse af pigernes idé især fremhævet nyhedsværdien af de smarte veste til børn, som de så et tydeligt markedspotentiale i. Desuden uddelte de ros til designet af vestene. Særligt vestene til børn overbeviste med deres sjove dragedesign.

ÅRETS PÆRE har til formål at fremme unges innovationslyst og er på 3000 kr. Den gives for en god idé udviklet i forbindelse med undervisning på folkeskoler, erhvervsuddannelser eller gymnasiale uddannelser i Tønder Kommune. Dommerne opmuntrede ved overrækkelsen af pengene også gruppen bag SYNLI til at arbejde videre med idéen fra deres innovationsundervisning. Dels tilbød de gruppen coaching-timer hos en af dommerne, Amy Hamilton fra Højer Designhøjskole, for at få netværk ind i designverdenen. Desuden fik pigerne tilbud om support-timer for at udvikle idéen som forretning hos Tønders nye Business Youngster Support-team. Det består af dommer og iværksættervejleder Jesper Monsrud fra Tønder Erhvervsråd og leder af MIND FACTORY by ECCO, Anne-Sofie Dideriksen.

Overrækkelsen foregik i MIND FACTORY by ECCO under tilstedeværelse af dommerne, rektor for Tønder Gymnasium, Anna Amby Frejbæk og innovationslærer Malene Lunden Hansen.

 

Fakta om ÅRETS PÆRE:

ÅRETS PÆRE er en innovationspris og indstiftet af parterne bag MIND FACTORY by ECCO, som er EUC Syd, Tønder Gymnasium, Tønder Handelsskole og Handelsgymnasium, VUD Syd og Tønder Kommune. Den kan gå til elever fra folkeskolen, erhvervsuddannelser og gymnasiale uddannelser i Tønder.

Prisen har til formål at fremme unges innovationslyst. Den uddeles til den bedste idé til et produkt, en service eller et koncept, som er udviklet i forbindelse med undervisning. Det kan både være en økonomisk, social, kulturel nyskabelse. Den er på 3000 kr., som er doneret af skolerne og Tønder Erhvervsråd.

Dommerpanelet bag ÅRETS PÆRE bestod i år af Jesper Monsrud, iværksættervejleder ved Tønder Erhvervsråd, leder Mikkel Jacob Carlsen fra Tønder Netstudier og Amy Jean Hamilton, leder af Højer Designhøjskole.

Kreative elever udviklede taskealarm til Forskningens Døgn 2017

Onsdag og torsdag i uge 17 stod i forskningens tegn, da elever fra folkeskolens 8. til 10. klasser samt de lokale ungdomsuddannelser lod kreativiteten blomstre. Anledningen var den nationale videnskabsfestival Forskningens Døgn

Hvordan kan man udvikle en effektiv taskealarm? Og hvordan kan den markedsføres og sælges med profit? Den udfordring blev elever fra de lokale folkeskoler og ungdomsuddannelser stillet, da Tønders innovationshus, MIND FACTORY by ECCO, onsdag og torsdag dannede rammen om en dag i innovationens tegn.

Anledningen er den nationale videnskabsfestival Forskningens Døgn, som Tønder Kommune traditionen tro tog del i.

– Nytænkning og innovation er centrale fokuspunkter på skoleskemaet i Tønder Kommune. Vi har et ansvar for at give vores unge mennesker de rette redskaber til at udfolde sig kreativt og se potentialet i deres gode idéer. Derfor deltager vi naturligvis også i år i Forskningens Døgn, udtaler borgmester Henrik Frandsen.

Workshops med markante partnere
Gennem en række workshops skulle eleverne komme med kreative løsningsforslag til, hvordan den udfordring kunne løses.

Til at afvikle workshopsene havde Tønder Kommune og MIND FACTORY by ECCO allieret sig med nogle markante partnere, der stillede stærkt op.

National Innovation Center, Mads Clausen Instituttet og UC SYD stillede således alle op med dygtige forskere, der guidede eleverne gennem at afprøve forskningsbaserede værktøjer til innovation og kreativitet.

Fra det lokale erhvervsliv var ECCO også involveret i årets innovationsdag. Virksomheden stillede en kollektion af mærkets populære tasker til rådighed, som eleverne tog udgangspunkt i under deres kreative proces.

De mange kreative idéer og forslag fulgte ECCO med stor interesse:

– Vi vil gerne støtte unge mennesker og give dem en indsigt i branchen. Det er altid interessant at se, hvad elever med deres baggrund kan udvikle til en taske, siger chef for Ecco Accessories, Lindsay Nicolai.

Eleverne var generelt meget optagede af alarmløsninger, som baserede sig på trådløs teknologi. F.eks. en alarm, som går, hvis tasken fjernes mere end få meter fra sin ejermand, fordi den er trådløst forbundet med ejermanden. Det kan være via et smart-ur eller en anden gadget, man bærer.

Eleverne eksperimenterede også med idéen om at have en app, som kunne spore en stjålen taske.

– Som taskeproducenter er vi interesserede i at høre elevernes idéer til at sikre tasker med moderne teknologi på en nem og naturlig måde. At bruge en app er en interessant måde at gøre det på, som har potentiale til, at man bruger den til flere ting, udtaler Lindsay Nicolai.

Det var tredje gang, Tønder Kommune tog del i den nationale videnskabsfestival. Sidste år skete det ligeledes med workshop for elever på MIND FACTORY BY ECCO, mens 2015 endvidere bød på et forskningsarrangement, hvor alle var inviteret til at deltage og på nærmeste hold opleve forskning og det dengang nyligt opførte innovationshus.

Fakta om forskningens døgn:

Forskningens Døgn er en landsdækkende videnskabsfestival, der siden 2005 er blevet afholdt årligt.

Formålet med Forskningens Døgn er at øge opmærksomheden og vække interesse for forskning hos den danske befolkning og skabe forståelse for den betydning, som forskning har for vores samfund og hverdag.

Forskningens Døgn henvender sig til alle, der er åbne for at blive underholdt og lære nyt – og især til dem, der ikke til dagligt har berøring med forskning og innovation.